torsdag den 20. februar 2014

Spontan tur til biotopen med Frederik & Alma.


Min 8 årige dreng har vist stor interesse for det her "felt-arbejde" som jo er en stor del af VNT faget. Så tirsdag eftermiddag efter skole kom han hjem og fortalte at han tilfældigvis havde være henne og besøge Fars biotop i idræt, med skolen. Der havde han  fundet en fugl som lå på stranden.

Jeg foreslog ham om vi skulle gå derned sammen, og lige få styr på det! Hvilket han syntes var en fantastisk ide. Så på med overtøjet, og lillesøster Alma (3 år) og hendes strandsager med på slæb :-)

Da vi kom ned til stranden viste det sig så at den "fugl" han havde fundet var en pind, som med en portion fantasi godt kunne ligne en langhalset fugl :-)
Det grinte vi lidt af, og så begyndte vi ellers at lege.. Jeg foreslog om vi skulle lave et billede af forskellige ting vi kunne finde på stranden, som vi så kunne fortælle en historie omkring?
Den var Frederik med på..

Så dette er fortællingen om modige Ridder Henning, næsten ligeså modige væbner Karl, & det afskylige klo-monster.

Modige ridder Henning og næsten ligeså modige væbner Karl, var ude og gå en tur en varm sommerdag. 



Solen bagte ned fra en skyfri himmel, og de var i højt humør.



Væbner Karl var i særdeles højt humør, for han havde lige fået vasket ører. De havde været så forfærdeligt beskidte så han ikke havde kunne høre noget som helst. Men NU hvor hans ører var renvaskede kunne han høre ALT. For så store var hans ører...


På trods af væbner Karls super ører, var det dog Ridder Henning som opdagede det først! Se råbte han, og pegede med sin lange arm, der er en stor, og lidt uhyggelig grotte derhenne... Det var faktisk også blevet lidt køligere, for solen var forsvundet fra himmelen af. De to venner blev enige om at kigge lidt nærmere på grotten, for de var jo trods alt en modig ridder & en næsten ligeså modig væbner.



Og så kom han frem fra sin skumle grotte. Et stort afskyeligt klo-monster! Modige ridder Henning & næsten ligeså modige væbner Karl blev lidt bange, men besluttede dog at de ville gå lidt tættere på, selv om de mest havde lyst til at løbe den anden vej! Det var dog en skidt beslutning for det afskyelige klo-monster hapsede dem begge 2 med et stort "SNAP" af sine mægtige kløer. Det var historien om Modige ridder Henning, næsten ligeså modig væbner Karl, og det afskyelige klo-monster.



Her er et billede af tekstforfatter samt illustrator på historien :-)



Refleksion:

Det var ret pudsigt at opleve hvordan Frederik i den grad levede sig ind i historien, da vi først kom igang med at digte og finde på. I starten var han lidt tilbageholden og ville egentligt helst spille lidt fodbold, men da jeg først havde ansporet historien en smule blev han hurtigt grebet. Han spurtede frem og tilbage på stranden for finde den helt rigtige pind, eller den helt rigtige lille sten som ville passe ind i billede-historien.
Denne form for historie fortælling, hvor der bliver inddraget et æstetisk aspekt i legen, kan altså noget særligt.

Efterfølgende da vi kom hjem, var Frederik stadig ret optaget af hele den her lille historie, og skabelsen af den med pinde, blade og sten. Så jeg spurgte om han ville være med til at lave et blog indlæg på computeren, hvor vi kunne fortælle historien igen.
Så en super fed spontan tur til biotopen, som i den grad overraskede mig.
Jeg kom til at tænke på en illustration jeg engang så. Hensigten var ment som en kontrast til den "Playstation" kultur som rigtigt mange børn & unge er en del af.
Jeg syntes det billede er en god afslutning på dette indlæg :-)



















1 kommentar:

  1. Hej Søren. hold nu op, der er dobbelt op på udbyttet ved det her bio-top arbejde, fedt at se du også har fået inddraget børnene i det. og rigtig god historie:)

    SvarSlet